Sang har en særlig effekt på menneskers fysiske, sociale og mentale trivsel, og kan betragtes som et middel, der kan øge humøret og understøtte mental trivsel hos mennesker i alle aldre og livssituationer.
Det ved vi bl.a. fordi der de senere år er der forsket i musikkens indflydelse på vores sundhed på Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet og Videncenter for Sang i Sangens Hus. Ved hjælp af scanninger af menneskers hjerne har forskerne kigget ind i, hvordan toner, rytmer og harmonier i forskellige sammensætninger påvirker forskellige centre i hjernen.
Følelse af velvære
Når vi lytter til musik og synger sammen, frigives oxytocin og dopamin i hjernen, som får de fleste til at føle sig veltilpas. Sundhedssang kan derfor være et pusterum og en vej til et bedre liv for mennesker med forskellige udfordringer i sårbare livssituationer.
I Thisted Kommune har vi et kor for dig med sundhedsmæssige skavanker. Udfordringerne kan være store som små og være fysiske, psykiske og/eller sociale.
I koret ”Smil På” handler det om at synge for sjov og for at styrke sundheden. Det handler om at have det godt sammen, grine noget mere og at skabe gode vibrationer i krop og sjæl - kort sagt få ”Smil På” læben.