Mental Sundhed

ABC har givet lyst til mere liv i hverdagen

Publiceret 23-01-2024

En ny type gruppeforløb i Thisted Kommune fokuserer på deltagernes mentale sundhed gennem aktiviteter og fællesskab med andre. Efter det første år i projektet deler deltagerne dem, som har været med deres erfaringer, og der er mange positive ting, at bygge videre på.

Vibeke Andersen og Kent Christensen har begge været med på et 20 ugers ABC-gruppeforløb, med det formål, at øge deres trivsel og mentale sundhed. Forløbene er et projekt, som i øjeblikket kører i seks kommuner landet over.

Den ene har fået et job som frivillig på et værested, og oplevede Thy Rock efter i årevis ikke at have kunnet deltage i fester pga. blandt andet angst. Den anden er stort set trappet ud af sin depressions- og angstmedicin, og har fundet et nyt fællesskab og igen fået mod på at komme ud blandt andre mennesker – også i perioder, hvor det føles svært. 

- Jeg har i rigtigt mange år passet mig selv og troede ikke længere, jeg kunne stole på mennesker. Men jeg har lært, at det kan jeg godt. Og nu har jeg fået både lyst til og mod på at være mere sammen med andre. Jeg vil faktisk hellere være sammen med mennesker end alene, siger Kent Christensen om noget af det, han sidste forår fik ud af et 20-ugers ABC-gruppeforløb i Thisted Kommune. 
 
For både Kent Christensen og Vibeke Andersen er 2023 et år, de vil huske for at have fået det bedre. De har deltaget på hvert sit ABC-forløb. Der er tale om et projekt under Socialstyrelsen, som Thisted Kommune deltager i som én blandt seks kommuner. 

Hvad går ABC ud på

Centralt for indsatsen i ABC-forløbene er, at der arbejdes målrettet med social inklusion, mental sundhed og brobygning til foreningsliv, uddannelse, jobcenter og venskaber.  
Indsatsen tager afsæt i ABC for mental sundhed. ABC for mental sundhed handler om at øge borgernes mentale sundhed og trivsel gennem tilgangen: Gør noget aktivt (Act), gør noget i fællesskab (Belong), og gør noget meningsfuldt (Commit). Gruppeforløbene er stikket sammen som 20-ugers forløb, hvor deltagerne mødes i to timer én gang om ugen. 
 
- At opleve, at man hører til og har muligheden for at indgå i et socialt fællesskab er fundamental for menneskers mentale sundhed. ABC-gruppeforløbene går kort fortalt ud på at give deltagerne mulighed for at arbejde med deres egne drømme og ønsker. Med støtte fra medarbejdere, som har rollen som gruppefacilitatorer og vejledere for deltagerne, sætter deltagerne hver især nogle mål og ønsker for, hvad der gør deres dagligdag meningsfuld, og så arbejder de for at nå de mål, forklarer Hanne Brogaard Christensen, der er ergoterapeut i Thisted Kommune og gruppefacilitator og vejleder på ABC-forløbene, og hun fortsætter:

- Det kan dreje sig om at engagere sig i aktiviteter, i en sag, at være frivillig, eller give sig selv en udfordring. At mestre disse ting, og selv at opnå små mål, kan give et stærkere selvværd og tro på egen formåen, hvilket er afgørende for ens mentale sundhed og trivsel, siger hun.

Og det virker. I hvert fald er både Kent Christensen og Vibeke Andersen helt sikre på, at det har gjort en stor forskel for dem.

For Kent Christensen har deltagelsen på ABC-forløbet betydet, at han nu kommer fast i Drivhuset i Thisted og har engageret sig i at oprette en café-dag for tidligere deltagere, hvor de kan forsætte med at mødes, når forløbet slutter.

- Der er så mange ting, man ikke bare kan, når man er syg. Og jeg havde det også bedst derhjemme i det velkendte, så jeg kom meget lidt ud gennem mere end ti år. Men jeg vil gerne være social og leve et normalt liv igen. Det har ABC-forløbet været med til at vise mig, at jeg godt kan, fortæller Vibeke Andersen og tilføjer: 
 
- Nu har jeg fx lært at køre i bus uden at jeg tror jeg skal dø, af det. Det betyder, jeg kan komme omkring og oplever en frihed. Og sidste år var jeg til Thy Rock – for første gang, selvom jeg har drømt om det hvert år! 

En vej tilbage

Kent og Vibeke er begge midt i livet. Kent er 47 år og Vibeke 53. Den ene er født og opvokset i Thy. Den anden kom hertil for 20 år siden. I bagagen har de uddannelser og job, men de har også – af forskellige årsager – i årevis været langt væk fra arbejdsmarkedet, fordi de har kæmpet med psykisk sygdom og depression. 
 
- Den tilgang, som der er i ABC, er meget anderledes, end den måde, jeg har oplevet at blive mødt på i tidligere forløb, som jeg har været med i. I det her forløb, har jeg selv sat målene for det, jeg gerne ville opnå i forløbet og arbejdet aktivt mod dem, fortæller Kent Christensen.  
 
Vibeke er for nyligt blevet fast frivillig på værestedet Rampen i Thisted en dag om ugen. Et job hun er kisteglad for og håber at kunne udvide til to ugentlige dage - med tiden. 
 
- Engang drømte jeg om at erstatte førtidspensionen med et fast job, men jeg erkender, at det kan blive svært for mig at nå det mål. Men derfor for er det meget meningsfuldt for mig, at få lov at have en tjans som fast frivillig et sted, hvor jeg mærker, at jeg kan gøre en forskel for brugerne, siger Vibeke Andersen, der har en uddannelse som SOSU-hjælper. 

Fandt fællesskabet igen

For Kent har målet med ABC-forløbet primært været at komme ud blandt andre mennesker efter i årevis aldrig at deltage i sociale arrangementer. 
 
- Jeg oplevede et fantastisk sammenhold i ABC-gruppen, og lærte at betro mig til andre. Der var flere ting, jeg troede, jeg gik helt alene med, men jeg fandt ud af, at der var andre, som havde oplevet eller gjort noget lignende. Så jeg var ikke alene, og jeg fandt ud af, at man godt kan stole på andre mennesker, siger Kent Christensen, og fortsætter efter en kort pause: 
 
- Jeg fik at vide, at jeg var sej. Det vidste jeg ikke, at jeg var. Jeg kan stadig godt være ret selvkritisk, men jeg er det ikke så meget, som jeg har været, fortæller han. 
 
For ham blev forløbet startskuddet til flere ture hjemmefra og ugentlige besøg i Drivhuset i Thisted, som er et tilbud for voksne med psykiske lidelser og sårbarheder, og som har behov for socialpsykiatrisk træning, afklaring og støtte i en periode.  
Det var svært for ham, da gruppeforløbet sluttede, for med det forsvandt også en stor del af det nye og givtige netværk. Men oplevelsen af alt det gode, det gav ham betyder, at han nu er i stand til at huske sig selv på, at det kan blive godt igen. Han er endnu ikke der, hvor han føler sig klar til at passe et frivilligt job, sådan som Vibeke, men han drømmer om at komme dertil.

Her kan du læse om Thisted Kommunes tilbud på Handicap og Socialpsykiatri-området.

Hvem, hvordan og hvorfor?

Følgende seks kommuner deltager i projektet under Socialstyrelsen med ABC-gruppeforløb:  

  • Thisted, Jammerbugt, Holstebro, Nordfyn, Sorø og Roskilde.

Projektet løber fra januar 2023 til december 2025.

  • Der er holdforløb frem til sommeren 2025.
  • I alt bliver der gennemført 10 holdforløb i perioden.
  • Et forløb varer 20 uger.
  • Deltagerne mødes i gruppen to timer hver uge.
  • Derudover er der individuelle vejledninger med kontaktperson.
  • Hvert hold har max 10 deltagere.

Målet med projektet: 

  • At udvikle Thisted Kommunes arbejde med §82 indsatser med henblik på, at borgerne får en tidlig og midlertidig indsats, som hjælper dem til at blive mere bevidste om mental sundhed og trivsel. 
  • At styrke samarbejdet på tværs af kommunale tilbud, myndighed og frivillige tilbud. 
  • Udvikle Thisted Kommunes arbejde med §82-indsatser. 
  • Afprøve ABC-gruppeforløb. 
  • Kompetenceudvikle medarbejderne.